Henri Poincaré

Henri Poincaré
Født		Jules Henri Poincaré 29. apr. 1854[1][2][3][4] Nancy (Meurthe-et-Moselle, Frankrike)[5][6]
Død		17. juli 1912[7][1][2][3] (58 år) Paris (Frankrike)[6]
Beskjeftigelse		Matematiker, filosof, astronom, fysiker, ingeniør, vitenskapsteoretiker, topolog, universitetslærer, skribent, polyhistor
Embete		Styreleder (Société Mathématique de France, 1886–1886) president (Société Mathématique de France, 1900–1900) seat 24 of the Académie française (1908–1912) president (Det franske vitenskapsakademiet, 1906–1906)
Akademisk grad		Ph.d. (1879) (deles ut av: Universitetet i Paris, Sorbonne)[8]
Utdannet ved		École des mines de Paris (1875–) Faculté des sciences de Paris lycée Henri-Poincaré École polytechnique (1873–) Universitetet i Paris, Sorbonne[9]
Doktorgrads- veileder		Charles Hermite[10]
Ektefelle		Jeanne-Louise Poulain d'Annecy
Far		Émile-Léon Poincaré
Søsken		Aline Boutroux
Barn		Jeanne Poincaré Léon Poincaré
Nasjonalitet		Frankrike[11]
Gravlagt		Cimetière du Montparnasse[12]
Medlem av		19 oppføringer Académie française (1908–1912) (erstatter: Sully Prudhomme, erstattet av: Alfred Capus)[13] Det franske vitenskapsakademiet (1908–)[14] Bayerische Akademie der Wissenschaften Göttingens vitenskapsakademi Vitenskapsakademiet i St. Petersburg Kungliga Vetenskapsakademien Det ungarske vitenskapsakademiet Royal Society (1894–)[15] Koninklijke Nederlandse Akademie van Wetenschappen Académie de Stanislas Académie lorraine des sciences American Academy of Arts and Sciences Det russiske vitenskapsakademi Det prøyssiske vitenskapsakademiet American Philosophical Society (1899–)[16] Accademia Nazionale delle Scienze detta dei XL Royal Society of Edinburgh (1895–)[15] National Academy of Sciences (1898–) (Foreign Associate of the National Academy of Sciences) Accademia delle Scienze di Torino (1892–)[6]
Utmerkelser		10 oppføringer Prix Poncelet (1885) Sylvestermedaljen (1901) Kommandør av Æreslegionen Royal Astronomical Societys gullmedalje (1900) Bruce-medaljen (1911) Bolyai Prize (1905) Matteucci-medaljen (1905)[14] Nordstjerneordenen (1905)[17] Concours général Utenlandsk medlem av Royal Society (1894)[18]
Signatur
Henri Poincaré på Commons

Jules Henri Poincaré (født 29. april 1854 i Nancy i Frankrike, død 17. juli 1912 i Paris) var en av Frankrikes største matematikere, fysikere og vitenskapsteoretikere. Poincaré beskrives ofte som den siste universalisten (etter Gauss), i stand til å forstå og bidra på praktisk talt samtlige områder av matematikken.

Liv og virke

Bakgrunn

Poincaré var sønn av Léon Poincaré, en professor i medisin ved universitetet i Nancy, og hans hustru, Eugénie Launois. Han var en eldre fetter av den senere franske president Raymond Poincaré og likeså av fysikeren Lucien Poincaré.

Poincaré studerte ved lyccéet i Nancy, og studerte fra 1873 matematikk ved École polytechnique og fortsatte sine studier ved elitehøyskolen École des Mines under Charles Hermite.

Karriere

Han arbeidet først som gruveingeniør og ble deretter dosent for matematikk ved universitetet i Caen. Han fortsatte imidlertid hele livet med virke innen gruvedrift og som gruveinspektør. Hans nærvær ved og senere undersøkelsesarbeid av en gruveulykke i Magny i 1879 etterlot dype inntrykk på hans tenkning.

Gjennom sin søster Aline kom han i kontakt med filosofiske kretser; hans svoger Émile Boutroux hadde likeledes regelmessig kontakt med hans kollega Auguste Calinon.

Allerede to år etter sitt doktorat (1879) ble Poincaré i 1881 ordinarius for matematisk fysikk ved Sorbonne i Paris. Dette professorat innehadde han helt til sin død.

Betydning

Som matematiker og fysiker gav han mange fundamentale bidrag til teoretisk og anvendt matematikk, matematisk fysikk og astronomi. Han formulerte Poincarés formodning, ett av de mest berømte problemene innenfor matematikken. Innenfor sin forskning på trelegemeproblemet ble han den første som oppdaget et kaotisk, deterministisk system, som senere la grunnen for moderne kaosteori.

Poincaré introduserte prinsippet om den moderne relativiteten og var den første som presenterte Lorentztransformasjonen i dens moderne symmetriske form. Poincaré-gruppen fikk sitt navn etter ham. Poincaré oppdaget den relativistiske bevegelsestransformasjonen, og skrev den ned i et brev til Lorentz i 1905. Dermed fikk han perfekt invarians mellom Maxwells ligninger, det siste trinnet som trengtes for å kunne formulere den spesielle relativitetsteorien.

Poincaré ble utnevnt til æresdoktor ved Det Kongelige Fredriks Universitet i forbindelse med feiringen av 100-årsdagen for Niels Henrik Abels fødsel i 1902.

Priser (utvalg)

Hovedverker

• Oeuvre. 11 Bde. Gauthier-Villars, Paris 1916–1954, von der Académie des sciences herausgegeben, Neuauflage bei der Edition Gabay^[19]:
  • Band 1: Analyse: Équations différentielles (Hrsg. Paul Appell, Jules Drach), 1928, 1952, Archive.org
  • Band 2: Analyse: Fonctions fuchsienne (Hrsg. Niels Erik Nørlund, Ernest Lebon unter Gesamtleitung von Gaston Darboux, der eine Biographie beisteuerte), 1916, 1952, Archive.org
  • Band 3: Analyse: Équations différentielles. Théorie des fonctions (Hrsg. Jules Drach), 1934, 1965, Archive.org
  • Band 4: Analyse: Théorie des fonctions (Hrsg. Georges Valiron), 1950, Archive.org
  • Band 5: Arithmétique et Algèbre (Hrsg. Albert Châtelet), 1950, Archive.org
  • Band 6: Géométrie: Analysis situs (Hrsg. René Garnier, Jean Leray), 1953, Archive.org
  • Band 7: Mécanique céleste et astronomie: Masses fluides en rotation. Principes de Mécanique analytique. Problème des trois corps (Hrsg. Jacques Lévy), 1952, Archive.org
  • Band 8: Mécanique céleste et astronomie: Mécanique céleste. Astronomie (Hrsg. Pierre Sémirot), 1952, Archive.org
  • Band 9: Physique mathématique (Hrsg. Gérard Petiau, Vorwort Louis de Broglie), 1954, Archive.org
  • Band 10: Physique mathématique (Hrsg. Gérard Petiau, Vorwort Gaston Julia), 1954, Archive.org
  • Band 11: Mémoires divers, Hommages à Henri Poincaré, Livre du Centenaire de la naissance de Henri Poincaré, 1854-1954 (Hrsg. Gérard Petiau unter Leitung von Gaston Julia), 1956
• Wissenschaft und Hypothese. (Original La science et l'hypothèse, Paris 1902), Berlin 1928, Xenomos Verlag, Berlin 2003. ISBN 3-936532-24-9 (Repr.) Archive.org, französisch, Archive.org, deutsche Ausgabe bei Teubner
• Der Wert der Wissenschaft. (Original La valeur de la science, Paris 1905), Leipzig 1921. Xenomos Verlag, Berlin 2003. ISBN 3-936532-23-0 (Repr.), Archive.org, französisch, Archive.org, deutsche Ausgabe bei Teubner
• Wissenschaft und Methode. (Original Science et méthode, Paris 1908), Berlin 1914, Xenomos Verlag, Berlin 2003. ISBN 3-936532-31-1 (Repr.) Archive.org
• Letzte Gedanken. (Original Dernières pensées, Paris, Flammarion 1913), Leipzig 1913, Xenomos Verlag, Berlin 2003. ISBN 3-936532-27-3 (Repr.), Archive.org
• Les méthodes nouvelles de la mécanique céleste, 3 Bände, Gauthier-Villars, Paris, 1892–1899, Band 1 (Solutions périodiques. Non-existence des intégrales uniformes. Solutions asymptotique), Band 2 (Méthodes de Newcomb, Gylden, Lindstedt et Bohlin), Band 3 (Invariants integraux. Solutions périodiques du deuxième genre. Solutions doublement asymptotiques).
• Leçons de mécanique céleste, Gauthier-Villars 1905, 3 Bände (Band 1, Band 2, Band 3)
• Sechs Vorträge aus der Reinen Mathematik und mathematischen Physik, Teubner 1910 (gehalten auf Einladung der Wolfskehl-Kommission in Göttingen, 22. – 28. April 1909), Archive.org, Projekt Gutenberg

Referanser